Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Ingen skal længere miste forsørgelse, så længe de er syge. Det er hovedindholdet i et udspil fra regeringen, som netop er blevet fremlagt.
- Vi er meget glade, siger Mette Kindberg, næstformand for HK.
- Vi har længe arbejdet for, at ingen skal miste sygedagpengene, så længe de er syge, og så har vi arbejdet for en bedre indsats for at få folk tilbage på arbejdsmarkedet efter sygdom. Begge dele er så godt som opfyldt i regeringens forslag, siger Mette Kindberg.
I dag er der et loft over sygedagpengene, så man ikke kan få sygedagpenge efter 52 uger. Det har f.eks. betydet at kræftpatienter i behandling pludselig har måttet vinke farvel til forsørgelse.
For eftertiden skal den enkelte vurderes efter seks måneder. Er vedkommende stadig syg, kan man bevare sygedagpenge, indtil man bliver rask, ligegyldigt hvor lang den periode måtte blive. Vurderes det, at man ikke kan få forlænget sygedagpengene, så vil man blive hjulpet med et ressourceforløb, der skal hjælpe én tilbage i job. Dette sker på en kontanthjælpslignende sats, der ikke er afhængig af husstandsindkomst og formue.
- Fra min side af bordet ser det rigtig fint ud, siger Mette Kindberg.
- Mange af de ting, vi har ønsket, kan vi læse i forslaget. Det er en forbedring for en stor gruppe af mennesker, der har brug for fred til at blive raske, eller hjælp til at komme videre, siger hun.
Hos HK/Kommunal organiserer man de ansatte, der administrerer sygedagpengeområdet, og her hilser man også udspillet velkomment.
- Jeg hæfter mig især ved, at man nu vil gå ind med en tidlig, individuel indsats og et ressourceforløb, som jeg tror på, kan støtte de syge i at finde nye veje i arbejdslivet, siger Mads Samsing, næstformand i HK/Kommunal.
Han fortsætter:
- Det er altafgørende, at de nye ressourceforløb ikke bliver afhængige af den enkelte kommunes økonomiske formåen.
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.