Regeringen vil straffe offentlige chefer, der overskrider budgetterne. Hvor er det politiske ansvar, spørger man i Djøf.
Regeringen vil indføre 'disciplinære sanktionen' over for embedsfolk, der ikke overholder budgetterne.
Det er oplægget forud for dagens forhandlinger med folketingets partier om en ny budgetlov for stat, regioner og kommuner, skiver Berlingske Tidende.
I udspillet hedder det, at staten vil indføre et nyt sæt af sanktioner af disciplinær karakter over for offentlige chefer, der overskrider budgetterne.
"Der er brug for mere ledelse i den offentlige sektor. Det gælder om at gøre lederne, personificeret i dem, der sidder med budgetansvaret, ansvarlige for den økonomi, der er på det gældende område," siger erhvervs- og økonomiminister Brian Mikkelsen (K) til avisen.
Han understreger, at det ikke handler om at "putte folk i fængsel".
I embedsmændenes forbund, Djøf, rynker man på næsen af forslaget.
Chef for de offentligt ansatte, Per Hansen, kalder det bekymrende, hvis man ser bort fra det politiske ansvar.
"Det er især bekymrende, hvis man tror, at man kan fyre sig ud af Danmarks økonomiske problemer," siger han til Berlingske.