Køb en pornofilm eller sats penge på din yndlingshest på travbanen. Med det tilbud forsøger et nystartet bredbåndsudbyder, Content Danmark A/S, at sælge bredbåndspakker til vestjyder.
Selskabet er ejet i fællesskab af elselskabet EnergiMidt og Midtvest Bredbånd og firmaets ledelse håber, at kunne sælge deres fiberpakke til mere end 740.000 danskere.
Ud over at give kunderne mulighed for at leje film, tv-kanaler, telefoni og internetadgang arbejder Content Danmark også på at give kunderne mulighed for at spille online på hestevæddeløb fra travbanen i Skive, fortæller direktør Tonny Gjettermann til Dagbladet Holstrebro-Struer.
Han ser ikke noget problem i, at selskabet blandt andet udbyder pornofilm.
- Så længe vi holder os inden for rammerne af lovgivningen, er det kundernes efterspørgsel, som afgør, hvad vi vil tilbyde, siger han til Dagbladet Holstebro-Struer.
I 2005 måtte telegiganten TDC opgive deres plan om at sælge porno via mobiltelefonen efter massiv kritik fra politikere og interesseorganisationer.