Tag dig sammen Magrethe
Sådan lyder meldingen fra det konservative byrådsmedlem og rejsekonge Stig Elling i Ekstra Bladet, efter dronningens hund Helike tirsdag blev indlagt på Københavns Dyrehospital efter at være blevet kørt over. Det er langt fra første gang at en af regentparrets hunde kommer til skade, og nu vil Elling forbyde dronning Magrethe og prins Henrik at holde hund.
Elling skrev torsdag et læserbrev i Ekstra Bladet, hvor han vil forbyde regentparret at holde hund. Og ifølge Ekstra Bladet er han ligeglad med, om hans udtalelser er majestætsfornærmelse:
-Det kan godt være, at det er tilfældet; men jeg får det dårligt, når jeg læser, hvordan de kongelige sløser med pasningen af deres hunde, siger Stig Elling.
Hundeskandale
Siden 1993 har regentparret fået tre hunde kørt over, mens to er løbet væk og aldrig fundet. Og det er for mange, siger Stig Elling, der selv har haft gravhund, siden han var barn.
- Mange mennesker har givet mig ret i mit standpunkt. Det er en kongelig hundeskandale. Jeg håber derfor, at de kongelige vil tænke sig bedre om i fremtiden og sørge for at holde deres hunde i snor, siger Stig Elling.