Den nye social- og indenrigsminister Karen Ellemann har kun siddet i Folketinget i halvandet år, men kan allerede skrive en ministertitel på sit cv.
På trods af, det er en stor opgave at løfte, står hun gunstigt, mener professor i statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen.
"Hun kan næsten kun overraske positivt, for vi har set en velfærdsminister, der ikke kunne komme nogen vegne, fordi hun har haft for lidt indflydelse i regeringen. Efter mit skøn havde Karen Jespersen alt for lidt gennemslagskraft," siger han til Newspaq.
Tim Knudsen forklarer, at Karen Jespersen, der er tidligere socialdemokrat, har været en fremmed i sit eget parti og derfor har manglet tyngde.
Selvom Karen Ellemann kun har siddet kort tid i Folketinget, har hun været medlem af socialudvalget, og det vil komme hende til gode, mener Tim Knudsen.
"Karen Ellemann har en fordel, fordi hun har siddet i socialudvalget, og dermed har hun i nogen grad kunnet nå at udtænke, hvad hun egentligt kunne gøre som ny indenrigs- og socialminister. Så det er et plus, at hun har prøvet det, selvom det ikke er så længe."
Karen Ellemann er 39 år gammel, og som navnet afslører, er hun datter af tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) og er selv fraskilt mor til to.
Hun er uddannet lærer, men har både arbejdet som selvstændig journalist, været konsulent på the Voice og daglig leder af Scandinavian Models.
I en årrække har hun siddet i kommunalbestyrelsen i Rudersdal Kommune. Senest har hun fungeret som Venstres ordfører for familiepolitik og udlændinge og integration.
De Radikales formand Margrethe Vestager spår, at Karen Ellemann "Vil præge ministerholdet med hendes holdninger". Far Uffe Ellemann kalder sin datter en "tough cookie" overfor TV 2 og Anne Vang, der er ordfører for Socialdemokraterne i København, har "store forhåbninger" til den nye socialminister, skriver Berlinske.dk.
Trods de mange roser har Tim Knudsen også et vist forbehold overfor Karen Ellemann, der trods alt er relativt uerfaren.
"Det er et åbent spørgsmål, hvordan hun kommer til at fungere, når man tager i betragtning, at hun har siddet så kort tid. Så der er mange spørgsmål, der kommer til at følge hende i den kommende tid: Hvordan klarer hun den? Har hun indflydelse og gennemslagskraft nok i regeringen?," spørger professoren.