Anders Foghs regering greb tingene forkert an.
Sådan lyder kritikken nu fra den tidligere formand for Venstre og mageårige udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen i Berlingske Tidende.
I stedet for at gennemføre reformer og få ophævet EU-forbeholdene, brugte regeringen for mange penge og fodrede danskernes fremmedfrygt, siger han til avisen.
"Jeg synes, tiden er kommet, hvor jeg skal tage bladet fra munden og gøre opmærksom på, at vi er nødt til på en række områder at indrette os anderledes, hvis vi skal kunne se fremtiden trygt i møde," siger Uffe Ellemann-Jensen til Berlingske Tidende.
Ifølge Uffe Ellemann-Jensen vil den danske krise fortsætte, indtil der er taget et omfattende opgør med den danske velfærdsstat, hvor blandt andet efterlænnen skal afskaffes.
"Jeg når til den konklusion, at vi slet ikke er ude af krisen endnu. Og vi kommer ikke ud af krisen, før vi har gennemført meget vanskelige reformer af velfærdssystemet," siger han.