En bilist i staten Maine i USA fik sig tirsdag en forskrækkelse, da han kom kørende og pludselig så en stor elg i frit fald.
Den 500 kilo tunge elg var hoppet udover et gelænder på en vejbro og faldt 5 en halv meter før den landede på vejen neden under, skriver AP.
Bilisten kontaktede politiet lidt før klokken otte om morgenen og fortalte, at "en elg lige var faldet ned fra himlen," oplyser en kilde ved politiet i byen Clinton.
Kilden fortæller, at bilisten opdagede den flyvende elg, da han kørte ind under broen og var "temmelig ophidset" efter oplevelsen.
Byens politichef, Charles Runnels gætter på, at elgen gik i panik på grund af traffikstøj og derfor begyndte at løbe. Han siger, at den uheldige elg bare valgte det forkerte sted at hoppe over gelænderet.