43 kroner i timen og ingen pension. Sådan ser det ud for eleverne fra teknisk skole, der er i skolepraktik. Kammeraterne, der er i lære, får derimod op til omkring 100 kroner i timen og pension.
Alligevel skal skolepraktik-eleverne også lave arbejde for private, der for eksempel gerne vil have renoveret køkkenet eller badeværelset. Det fortæller eleverne fra de tekniske skoler.
"For eksempel er der nogle skolepraktikelever, der går nu og renoverer en kælder i Valby. Ejeren skal kun betale materialer," siger Niclas Buhl, der er elev på Teknisk Skole som murer. Han mener, at det er løntrykkeri og underbyder de private firmaer.
Eleverne er så vrede over de dårlige forhold for skolepraktik-eleverne, at de lige nu blokerer Københavns skolepraktikcenter i Herlev. Her sørger de for, at hverken elever eller lærere kan komme ind på centeret.
Eleverne startede demonstration kl. 06.30 i morges. Klokken 15 mødes de på Rådhuspladsen, og kl. 16 tropper de op foran Undervisningsministeriet.