Sanne Søndergaard er en af de danske kontanthjælpsmodtagere, der rammes af den nye reform.
Den 25-årige mister to tredjedele af sin indtægt og skal forsørge sig selv og to blebørn for kun 2.900 kroner om måneden - før husleje og andre faste udgifter er betalt. Det skriver Ekstra Bladet.
Den unge kvinde fødte for kun otte uger siden. Alligevel har kommunen vurderet, at hun er uddannelsesparat, og derfor sat hendes ydelse ned.
"Jeg er både magtesløs og fuldstændig låst fast. Selvfølgelig vil jeg gerne tage en uddannelse, og jeg vil gerne have et arbejde, men jeg kan jo ikke samtidig både passe to små børn og et arbejde," siger Sanne Søndergaard til Ekstra Bladet.
Hun har sendt en video til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), hvor hun bønfaldende forklarer sin situation.