Hvis eleverne i de danske skoleklasser har svært ved at lære at læse, så skyldes det muligvis, at de langtfra får det antal dansktimer, de ellers har krav på.
Hver tredje skoleelev har nemlig for få timer, og det er især dansktimerne, de bliver snydt for. Det viser tal fra Undervisningsministeriet, skriver Ekstra Bladet.
Værst går det ud over eleverne i 1.-3. klasse, hvor hver anden elev må gå hjem fra skole uden at have haft det antal timer, politikerne har sat som minimumskrav
"Det er en grotesk situation vi har havnet i. Folketinget og politikerne har utrolig travlt med at stille store krav til skolen og med at opstille nationale testprogrammer og kvalitetsstyrelser. Men det der er de afgørende mål - nemlig at eleverne har nogle undervisningstimer - det halter gevaldigt," siger Formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Han frygter, at børnene lærer mindre, når antallet af undervisningstimer er for lavt.
Undervisningsminister Bertel Haarder har bedt kommunerne stramme op, så eleverne får nok undervisning.
"De elever, der ikke har fået timer nok, skal have ekstra timer i den kommende tid i de fag, hvor de mangler. Der skal kompenseres, og det ved kommunerne, vi vil forlange," siger undervisningsministeren til avisen.