Et stigende antal drukneulykker i badesæsonen fører nu til nye initiativer for at forbedre sikkerheden.
Rådet for Større Badesikkerhed foreslår, at folkeskoleelever skal være med til at sætte en stopper for de mange drukneulykker.
De 12-15-årige skal uddannes i førstehjælp og livredning og dermed kunne gøre en indsats på strandene.
"Eleverne skal bære uniformer, så turisterne ved, at de kan møde dem på stranden," siger Michael Aller fra Rådet for Større Badesikkerhed til DR Nyheder.
Borgmesteren i kystkommunen Holstebro, Arne Læggaard, synes, at initiativet er godt for alle parter.
"Badesikkerheden kommer ind blandt de unge mennesker, og man kan hjælpe sig selv og de andre," siger han.
Indtil videre har 14 mennesker i år mistet livet i drukneulykker ved de danske badestrande.