Lærerne på de danske erhvervsuddannelser er bekymring for elevernes faglige kompetencer og manglende motivation.
Undervisningsministeren Troels Lund Poulsen (V) har derfor foreslået et 360 graders eftersyn af de danske erhvervsskoler.
Det er helt fint, lyder det samstemmende fra LO og eleverne på landets erhvervsskoler.
"Vi er selvfølgelig åbne for et 360 graders eftersyn af erhvervsuddannelserne - der er udfordringer nok at gribe fat i," siger Sune Baldus er formand for Erhvervskolernes Elev-Organisation.
Elevformanden opfordrer dog ministeren til at huske de fejl, man lavede, da han gennemgik Folkeskolen med en tættekam.
"Hvis Troels Lund Poulsen sætter gang i et eftersyn, så er det helt centralt, at alle parter er med i hele processen, og det er vigtigt, at der kommer resultater - et eftersyn skal ikke være en syltekrukke for debatten om fremtidens erhvervsuddannelser," siger Sune Baldus.
Dagbladet Politiken har i flere dage skrevet om de tekniske skolers problemer med dårligt motiverede og fagligt svage unge.
Blandt eleverne på erhvervsskolerne erkender man problemet.
"Vi har kæmpe udfordringer. Vores bud på hvordan vi får mere motiverede elever, er bedre vejledning i Folkeskolen, en opprioritering af produktionsskolerne, og så er vi nødt til at skaffe flere praktikpladser - det er klart, man ikke er motiveret, hvis man ikke engang er sikker på, man kan gøre uddannelsen færdig," lyder det fra elevformanden.
Også i LO er der opbakning til et 360 graders eftersyn.
"Der er ingen tvivl om, at mange unge på de danske erhvervsskoler ikke har de bedste læse- og skrivefærdigheder med sig fra folkeskolen. Men det skal ikke være en hindring for at gennemføre uddannelsen. Lige nu er den største hindring, at de unge ikke er sikre på at få en praktikplads. De kan derfor ikke være sikre på at få lov til at gennemføre deres uddannelse. Det er demotiverende for eleverne," siger LO-sekretær Ejner K. Holst.