Sms'er, Facebook, elendig mødepligt og mobilfelefoni er daglidagen.
Og her taler vi ikke på landets folkeskoler, men tvært imod i Folketinget. Sådan lyder kritikken fra medlem af Folketingets ledelse, præsidiet, Helge Adam Møller (K) til Jyllands-Posten.
Han bliver bakket op af en række andre politikere, som også synes, det står skidt til med arbejdsmoralen inde på borgen. Blandt andre DF's Hans Kristian Skibby, der er formand for kommunaludvalget. Han siger til Newspaq, at han også oplever sløseri.
"Nu kommer jeg selv fra en fortid med kommunalpolitik, hvor der er en lidt højere mødefrekvens. Så man får sig da lidt af et kulturchok, når man kommer på Christiansborg," fortæller kommunaludvalgsformanden til Newspaq og uddyber:
"Hvis du kigger på et udvalg, som det jeg er formand for med 17 medlemmer, er det jo ganske få, som deltager i alle møderne. Nogle ser man så at sige aldrig."
Helge Adam Møller peger i Jyllands-Posten på, at mange medarbejdere, når de så endeligt dukker op, sidder online på Facebook under møderne.
Den kritik finder Hans Kristian Skibby også berettiget.
"Jeg har som udvalgsformand oplevet i et samråd med finansministeren, at der sidder medlemmer og kigger på Facebook og pludselig siger, at nu har de lige fået et spørgsmål på Facebook. Jeg synes, det er blevet sådan lidt for popsmart med de nyhedstilgange, der er kommet," siger Hans Kristian Skibby til Newspaq.
Flere politikere bakker ifølge Jyllands-Posten op omkring Helge Adam Møllers forslag om, at der nu bør indføres økonomiske bødestraffe, for eksempel for at aflyse et møde i for dårlig tid.
"Hvis man melder afbud til en rejse uden gyldig grund, synes jeg ikke, at skatteborgernes penge skal bruges til at dække vedkommendes rejse eller hotelophold. Så må de selv dække udgifterne," siger Helge Adam Møller til Jyllands-Posten.