Når det nye kuld af elektrikerlærlinge til næste år møder op til skolestart, bliver det til en helt ny elektrikeruddannelse.
En omstrukturering af uddannelsen har været nødvendig for at følge med udviklingen. Det fortæller Benny Yssing, der er områdeleder for uddannelsesområdet i Dansk El-Forbund, til Newspaq.
- Den traditionelle el-installation forsvinder ikke, men man får mange nye teknologier, der gør, at man skal ud og have mere specialistviden på forskellige områder. Og det er det, vi prøver at imødekomme med den nye elektrikeruddannelse, siger han.
Helt konkret bliver de fire uddannelsesretninger, som de studerende tidligere skulle vælge imellem, nedlagt og erstattet med én uddannelse. Her vil der blive oprettet forskellige specialiserede moduler, som den studerende skal vælge imellem. Ændringerne skal blandt andet sikre, at de studerende selv kan tilrettelægge deres uddannelse, så den passer til det, de arbejder med ude i virksomhederne.
Fordelen ved den nye uddannelse er, ifølge Benny Yssing, at de unge får et bredt overblik over faget og først derefter dykker ned i de enkelte elementer. Han er ikke i tvivl om, at fremtidens elektrikere med den nye uddannelse bliver dygtigere.
- Man har mulighed for at gøre sig bredere som elektriker, hvor man altså kender til flere ting. Men man kan også vælge at gøre sig til specialist, siger Benny Yssing.
Og der er behov for begge kompetencer, understreger han.
Ændringerne kommer som et resultat af en proces, hvor Dansk El-Forbund i samarbejde med Teknik, installatørernes arbejdsgiverorganisation, har forsøgt at afklare, hvilke kompetencer der bliver efterspurgt i branchen i 2022.
Newspaq