Når den nye EUX-uddannelse er blevet en succes, skyldes det især interessen inden for byggefagene og i særlig grad for elektrikerfaget, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.
Det viser tal fra Undervisningsministeriet.
EUX er et forløb, hvor en erhvervsuddannelse bliver kombineret med en gymnasial eksamen, hvorved de studerende får både erhvervs- og studiekompetencer i et og samme forløb. Det giver mulighed for, at de efter endt EUX kan begynde på en videregående uddannelse eller få et faglært job.
Siden EUX-forløbene blev udbudt første gang i 2010 er antallet af elever steget med 300-400 om året. De nyeste tal fra ministeriet viser, at 1.039 unge er begyndt på en EUX-uddannelse i det igangværende skoleår. Heraf er de 755 eller 73 procent i gang med en uddannelse inden for indgangene bygge og anlæg og strøm, styring og it.
- Der er ingen tvivl om, at det er bygge- og anlægsuddannelser og elektrikerfaget, der trækker den positive udvikling, siger fuldmægtig Rasmus Schou Christensen fra Undervisningsministeriet.
Det kommer ikke bag på installationsvirksomhedernes erhvervsorganisation, Tekniq, at EUX er blevet en succes på elektrikerområdet.
- For det første har den almindelige elektrikeruddannelse en høj sværhedsgrad og tiltrækker mange, som har studentereksamen eller en afbrudt gymnasieuddannelse med sig i bagagen, og dermed har vi allerede i dag en del af målgruppen for EUX, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq.
- For det andet har vi fået skruet EUX godt sammen på elektrikerområdet, så der ikke er skåret for meget ned på praktikken, hvorved den fortsat er attraktiv for virksomhederne. Kort praktikperiode er achilleshælen for andre EUX-uddannelser. Endelig for det tredje har vi fået brandet EUX"en godt overfor virksomhederne, så alle får praktikplads, siger hun.
Regeringen lægger i sin erhvervsuddannelsesreform op til, at flere end de i dag 25 erhvervsuddannelser skal have mulighed for EUX-forløb.