Sager, hvor arbejdsgiveren ikke har betalt ind til de ansattes pension eller har betalt for lidt, er blandt de faglige sager, Dansk El-Forbund (DEF) har flest af. Heldigvis betaler langt de fleste firmaer, så snart de bliver gjort opmærksomme på deres udestående, skriver fagbladet Elektrikeren.
Nogle firmaer bruger bevidst medarbejdernes pensionspenge som kassekredit for at have råd til at betale for eksempel husleje eller skat. Andre gange drejer det sig om glemsomhed eller uvidenhed.
Forbundssekretær Christian Stokholm sørger for at handle hurtigt, når der kommer pensionssager ind på hans bord. Efter seks måneder betragter Lønmodtagernes Garantifond nemlig det udestående beløb som et lån til virksomheden og dækker det ikke længere.
– Vi bruger relativt mange ressourcer på pensionssager, fordi det er en vigtig del af elektrikernes overenskomster og af stor betydning for medlemmerne. Selv små beløb er vigtige at få indkrævet. Med renters rente kan eksempelvis 3.500 kroner om måneden over 25 år løbe op i 1,5 millioner kroner for ét medlem, siger Christian Stokholm.
Fagbladet Elektrikeren omtaler et eksempel med et nu lukket firma, der skyldte 176.000 kroner i pension til otte elektrikere. PensionDanmark opdagede i november 2011, at der ikke var kommet penge ind på de otte elektrikeres pensionsopsparing og krævede herefter, at firmaet skulle indbetale de manglende penge. Da virksomheden heller ikke reagerede på to rykkere, gjorde pensionsselskabet DEF opmærksom på sagen.
– Virksomheden gik i dialog med os og erkendte, at de ikke kunne betale det hele på en gang og derfor gerne ville lave en afdragsordning. Vi var interesserede i afdragsordningen, fordi der var en stor risiko for, at firmaet ville gå konkurs med det samme, hvis vi forlangte, at de udbetalte for meget på en gang, forklarer Christian Stokholm.
Det lykkedes at få pensionspengene udbetalt – undtagen for én enkelt måned – inden virksomheden gik konkurs den 11. juli 2012.
Forbundet opfordrer medlemmerne til en gang i kvartalet at se efter, om arbejdsgiveren har betalt til pensionen. Også elektrikernes andet store pensionsselskab, Industriens Pension, indberetter misligholdte aftaler til forbundet, men selskaberne opdager kun, hvis der slet ikke er indbetalt til pensionsopsparingen. Kommer der nogle måneder mindre beløb ind, kan de ikke bedømme, om det skyldes for eksempel ferie eller nedsat arbejdstid.
Læs mere i Elektrikeren side 6.
http://www.e-pages.dk/danskelforbund/12/