Elefanter glemmer aldrig, og gæsterne til weekendens store kendis-bryllup glemmer nok heller aldrig den elefant, der var den store gæst til den muntre begivenhed.
Den amerikanske tv-stjerne Nicole Richie og Joel Madden, forsanger i punk-bandet Good Charlotte, sagde i weekenden ja til hinanden foran intet mindre end 130 gæster.
Og til festen, der blev holdt i Nicole Richies far, Lionel Richies, luksusvilla i Beverly Hills, var der særligt én gæst, der skilte sig ud: En kæmpestor, trænet, smykkebærende elefant.
Foruden elefanten var Gwen Stefani, Ashlee Simpson og Khloe Kardashian også at finde blandt gæsterne.
Parret solgte billederne fra brylluppet for intet mindre end 100.000 amerikanske dollars. Pengene skal gå til velgørenhed.
Ud over at være adoptivdatter af musikeren Lionel Richie, kan Nicole Richie prale af at være barndomsvenner med Paris Hilton og guddatter af selveste Michael Jackson.