Hverken SF, Enhedslisten eller Alternativet har kvaler ved, at Socialdemokratiet går efter at danne en etpartiregering, hvis rød blok får magten efter næste valg.
Socialdemokratiet har sat sig selv fri. Og det er positivt, mener Alternativets politiske leder, Uffe Elbæk.
- Det er oprigtigt interessante tider i dansk politik. På mange måder er det faktisk opløftende, at der nu er skabt klarhed over, hvor Socialdemokratiet står.
- Jeg læser det, som om de har givet sig selv et frihedsbrev, siger Elbæk.
Det mener han, at alle partier bør gøre.
- Det er jo blandt andet derfor, at vi er det eneste parti i oppositionen, der ikke har peget på nogen statsministerkandidat endnu, siger han.
Mette Frederiksen lufter sine planer for fremtiden i en kronik i Jyllands-Posten tirsdag.
Beslutningen er et brud på de seneste 25 års tradition for, at Socialdemokratiet har delt regeringskontorer med De Radikale.
Politisk ordfører Pernille Skipper fastholder, at Enhedslisten fortsat peger på Mette Frederiksen som statsminister.
Men Skipper forventer, at alle partier, der lægger stemmer til et flertal, bliver hørt - passende til den størrelse, partierne får.
- Det gælder på alle områder.
- Det gælder i den tryghed, der er, hvis man mister sit arbejde. Det gælder vores velfærdssamfund, som lider. Det gælder den grønne omstilling, og det gælder selvfølgelig også udlændingeområdet, siger Skipper
- Ifølge meningsmålingerne tyder det ikke på, at vi får et andet flertal efter et valg, når det kommer til udlændinge. Så vi skal slås for at blive hørt på den front.
- Men der er en grænse for, hvor langt Mette Frederiksen kan gå i forhold til et parlamentarisk grundlag, siger hun.
Mette Frederiksen understreger, at Socialdemokratiet ikke ændrer sin nuværende kurs på udlændingeområdet. Her er partiet mere enig med Dansk Folkeparti og de blå regeringspartier end med partierne i rød blok.
SF har bevæget sig tættere på Socialdemokratiet siden valget i 2015, og partiet forstår beslutningen, siger SF-leder Pia Olsen Dyhr. Det er klogt ikke at give partiet vetoret ifølge hende.
- Det er ikke altid nemt at samarbejde med Radikale Venstre, for på den økonomiske politik er de et borgerligt parti, siger hun til DR Nyheder.
De Radikales politiske leder, Morten Østergaard, har udtalt, at Socialdemokratiet ikke får De Radikales mandater, hvis ikke der ændres kurs på udlændingepolitikken.
/ritzau/