Enhedslisten kræver, at der skal oprettes 6.000-8.000 midlertidige job i vuggestuer, børnehaver, plejehjem og folkeskoler. Jobrotationen skal udvides, så 10.000 ufaglærte offentligt ansatte årligt sendes i uddannelse.
Deres stillinger skal besættes af vikarer. Desuden skal private virksomheder tvinges til at ansætte flere langtidsledige, hvis de vil udføre opgaver for det offentlige, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten fredag.
Det er de konkrete byggesten, der skal sikre den "jobgaranti", som Enhedslisten i de kommende finanslovforhandlinger kræver, at regeringen udsteder til de tusindvis af ledige, som fra nytår vil falde for den kortere dagpengeperiode.
- Statsministeren siger selv, at det er vigtigere at give de ledige et job end at forlænge deres dagpenge. Vi siger så, at vi skal give de ledige en garanti for, at de kan få et job.
- Ingen skal miste deres dagpenge, bare fordi de ikke kan få et job. Hvis staten ikke kan tilbyde det, skal folk selvfølgelig have lov til at beholde deres dagpenge, siger finansordfører Frank Aaen (EL) før partiets sommergruppemøde fredag.
Her vil partiet præsentere sit ønske om en større jobpakke på finansloven.
- Det er utænkeligt, at der bliver lavet en finanslov, hvor der ikke findes en løsning for dem, der falder ud af dagpengesystemet. Dette er noget af det tætteste, vi har været på et ultimativt krav, siger Aaen.
Dermed er regeringen under pres, fordi statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har slået fast, at dagpengeperioden ikke forlænges. Og i denne uge afviste hun at give garanti til de enkelte ledige om, at regeringens indsats vil skaffe dem et job.