Miljø- og Fødevareministeriet vil hjælpe landbruget i tørken ved at lempe en række regler. Lempelserne er svært tiltrængte, for landbruget står i en hård situation efter flere måneder med ekstrem tørke.
Det siger formand for brancheforeningen Landbrug & Fødevarer Martin Merrild onsdag aften.
- Vi står i en situation, der har været ekstrem længe. Det er den mest vidtgående tørke, vi nogensinde har haft. Det er en helt, helt exceptionel situation.
- Ingen planter kan gro uden vand. I starten kan planterne sende rødderne dybere ned, men nu er det vand, der kan findes, fundet. Der er bare ikke mere vand, siger Martin Merrild.
Landbrug & Fødevarer vurderer, at tørken står til at koste landbruget seks milliarder kroner.
For at hjælpe vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen (V) nu lempe reglerne for landmændene i forhold til, hvornår man må så og hvad, man må bruge visse afgrøder til.
Samtidig ser ministeren på, om man kan udskyde skattebetalinger.
- Der er et hav af regler for, hvordan vi skal drive vores landbrug. Nogle af dem bliver blødt op. Det giver landmændene lidt flere muligheder for at agere i tørken.
- Men det er jo ikke noget, der fjerner de enorme tab, tørken giver, siger Martin Merrild.
Landbruget havde en krise i 2014 og 2015, da EU indførte embargo mod Rusland. Efterfølgende er det gået bedre, men mange landmænd risikerer ifølge Martin Merrild af gå under i tørken.
- Der er ingen tvivl om, at nogle landmænd vil gå fallit på grund af tørken. Heldigvis har mange en robust nok økonomi til at komme igennem dette her.
- Men de landmænd, der har en trængt økonomi, vil miste deres kredit i banken, når tørken får budgettet til at falde fra hinanden, siger Martin Merrild.
Han understreger samtidigt, at hvis der ikke snart kommer vand, så vil tørken sætte sig spor ind i næste års høst også.
/ritzau/