En kraftig eksplosion og efterfølgende brand raserede torsdag eftermiddag foderfabrikken Dangrønt ved Aars i Nordjylland.
Den 55-årige fører af en gummiged blev svært forbrændt ved ulykken, mens føreren af en anden gummiged blev lettere forbrændt, da han reddede sin kollega ud af flammerne.
"Ham, der er kommet slemt til skade, kørte sin gummiged ind i lagerhallen. Og umiddelbart efter sker eksplosionen af ukendte årsager," siger vagtchef Aage Petersen fra Nordjyllands Politi til Nyhedsbureauet Newspaq.
Fabrikken, der var fyldt op med træflis, brændte efterfølgende kraftigt. Men lidt senere på eftermiddagen var der så lidt røg, at trafikken kunne passere foderfabrikken på Birkevej 58 nordvest for Aars.
Arbejdstilsynet undersøger nu ulykken i samarbejde med politiet.
Den slemt forbrændte 55-årige mand bliver formentlig fløjet til Odense Hospital eller Rigshospitalet i København for at blive behandlet for sine brandsår.