Tre personer er fundet døde efter en eksplosion og efterfølgende brand i en lejlighed i Sundbyberg, der er en forstad otte kilometer nordvest for den svenske hovedstad Stockholm.
Ifølge den svenske avis Aftonbladet er to af ofrene børn. Politiet efterforsker nu sagen som en kriminalsag.
Branden i lejligheden brød ud klokken fire natten til fredag. Det var naboer, der alarmerede politiet, da de hørte eksplosionen og så, at der kom kraftig røg ud af vinduerne.
- Det ser ud til at have været en meget kraftig eksplosion, siger Roger Sverndal fra den svenske redningstjeneste.
Ofrene blev fundet af røgdykkere, som kom ind i lejligheden, da ilden var slukket. Ifølge Roger Sverndal er lejlighed blevet totalskadet.
Ifølge Aftonbladet er politiet bombeteknikere ankommet til stedet og er nu i gang med de tekniske undersøgelser om årsagen til eksplosionen.
/ritzau/