Knapt 80.000 dagpengemodtagere var i en eller anden form for aktivering i 2. kvartal af 2010. Det er næsten tre gange så mange som på samme tidspunkt to år tidligere.
"Rigtige mange af de aktiverede i øjeblikket er nyuddannede. Både på grund af øget ledighed, og fordi de kommer i aktivering hurtigere end tidligere," siger arbejdsmarkedschef i Jobcenter København Michael Kornager til Urban.
Efter 13 uger bliver nyuddannede sendt i aktivering hos en ekstern aktør, og en af dem er Jobdk, der har lavet et specielteam til at håndtere de helt unge arbejdsløse.
"Sygeplejersker, murere, ingeniører og mange universitetsfolk. Vi ser alle slags nyuddannede her, og vi regner med endnu større tilgang den kommende tid," siger ungekonsulent Palle Ternby fra Jobdk til Urban.