Svenskerne går i disse timer til valgurnerne for at stemme på deres kandidat til den svenske Riksdagen.
Indtil videre peger meningsmålinger på, at de fleste svenskere foretrækker den borgerlige Fredrik Reinfeldt, og ikke den kvindelige socialdemokrat Mona Salin som statsminister.
Det handler dog ikke om kandidaternes køn, vurderer Morten Rud Pedersen, der er politisk konsulent i Sverige.
"Det er ikke fordi, at Mona Salin er kvinde, at hun er så upopulær. Det er et spørgsmål om, at hun siden hun blev partiformand, har manglet nye projekter og har manglet energi," siger Morten Rud Pedersen.
Mona Salin var i halvfemserne i massivt stormvejr på grund af den såkaldte Tobleronesag - en skandale, som svenskernes stadig husker.
Også Tom Bryder, der er professor i statskundskab og bor og arbejder i Sverige, tror på Fredrik Reinfeldt.
"Fredrik Reinfeldt har den fordel, at han har været statsminister i fire år, mens mange vælgere ikke synes, at Mona Salin er en særlig troværdig statsministerkandidat," siger han.
Hvis Fredrik Reinfeldt vinder, bliver det første gang i Sveriges historie, at en borgerlig regering har siddet to perioder i træk.
Det stærkt højreorienterede parti Sverigedemokratarna kommer med stor sandsynlighed i parlamentet, og det kommer til at skabe uro i Riksdagen, vurderer Morten Rud Pedersen.
"De to blokke står så stejlt imod hinanden, og ingen af blokkene vil bøje af over for Sverigedemokraterna. Konsekvensen kan blive, at man må bede vælgerne om at prøve engang til," siger han.