En række fremtrædende økonomer siger nu fra over for politikernes talkrig i forbindelse med den forestående valgkamp.
Det skriver Information, som har talt med flere økonomer, som siger, at de vil holde lav profil under valgkampen.
"Det bliver meget skingert nu - og hver gang, man siger noget, vil det blive udlagt som support for den ene og den anden," siger økonomiprofessor Michael Svarer fra Aarhus Universitet til avisen.
Hans kollega Torben M. Andersen, økonomiprofessor på Aarhus Universitet og tidligere overvismand, er enig.
"Når debatten kører, som den gør nu, er det utroligt svært at komme ud med faglige synspunkter. Fra både journalister og politikere bliver der hele tiden lagt det filter ind, der siger: Betyder det så, at du er for den blå eller den røde plan?" siger han til Information.
Den ophidsede tone i debatten går i sidste ende ud over vælgernes overblik, mener Torben M. Andersen. Han opfordrer derfor folk til at holde 'øjet på bolden' og ikke lade sig distrahere af de mange modsatrettede økonomiske udmeldinger.
"Det er svært at være vælger, for man bliver fanget i den her talstorm, som man ikke har nogen chancer for at vurdere," siger han.
Kilde: Information