Erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) slipper tilsyneladende aldrig for at høre for sin tid som formand for Danmarks Kommunistiske Parti - DKP.
Oppositionen herhjemme vil nu have en uvildig undersøgelse af Ole Sohns fortid.
Det skriver Jyllands-Posten.
Kravet kommer, efter en række efterretningseksperter fra USA, Storbritannien og Danmark i dag vurderer, at Ole Sohns påståede tilknytning til den russiske efterretningstjeneste KGB, der angiveligt betalte penge til det danske kommunistparti, gør ham til en sikkerhedsrisiko for regeringen.
"Selvfølgelig kendte han som formand til det, og selvfølgelig rejser dette et sikkerhedspørgsmål," siger David Major, der har en lang karriere bag sig som agent og afdelingsleder i det amerikanske forbundspoliti FBI, til Jyllands-Posten.
En af dem, der slår på tromme for en uvildig undersøgelse, er Venstres Søren Pind.
"Dette bekræfter sagens alvor og behovet for en uvildig undersøgelse. Det er vigtigt af udenrigspolitiske og nationale årsager. Statsministeren kan ikke tåle ikke at foretage sig noget, lyder det fra udenrigsordføreren.
Kilde: Jyllands-Posten