Filminstruktør Christoffer Guldbrandsen har i en vidneerklæring sagt, at Søren Gades tidligere pressechef, Jacob Winther, stod bag lækagen om Jægerkorpsets udsendelse til Irak i 2007.
Men ifølge afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Oluf Jørgensen, så handlede spindoktoren formentlig ikke på egen hånd.
"Man må sige, at der er meget tæt kontakt mellem en spindoktor og en minister. Meget tæt. Spindoktorens opgave er jo netop at tjene ministeren i forhold til medierne. Derfor anser jeg det ikke for sandsynligt, at en spindoktor handler på egen hånd i sådan en sag. Det er kontakten for tæt til," siger han til dr.dk.
Den daværende forsvarsminister Søren Gade har flere gange overfor Folketinget og offentligheden afvist, at han kender noget til lækagens oprindelse. Men får Oluf Jørgensen ret, så kan Søren Gade straffes for lækagen ifølge professor i forfatningsret.
"Hvis det kan dokumenteres, at Søren Gade stod bag denne lækage, så vil det være noget han kan straffes for," siger Elo Rytter fra Københavns Universitet til dr.dk.
Vidneerklæringen blev læst op fredag i Højesteret, hvor dommerne skal tage stilling til, om DR og TV 2 skal fortælle, hvem der lækkede fortrolige oplysninger om jægerkorpsets mission. En oplysning, som forsvaret mente, var til fare for de udsendte soldater.
Anklagemyndigheden kræver nemlig, at TV 2 skal afsløre, hvem der fortalte en af kanalens journalister, at jægerkorpset skulle sendes til Irak i 2007.
En oplysning, som blev lækket inden Udenrigspolitisk Nævn var orienteret. Det var samtidig en oplysning, der ifølge forsvaret kunne bringe danske soldaters liv i fare.
Anklagemyndigheden vil også kræve, at DR skal udlevere en meget omtalt lydfil, som angiveligt skal kunne bevise, hvem der står bag lækken.
Kilde: dr.dk