For anden gang i år afsluttede Caroline Wozniacki tennisåret på toppen af kvindernes rangliste, men selv om danskeren for længst har vist sine tennismeritter, har hun ikke formået at vinde en af sportens fire store Grand Sam-titler.
Men det skyldes, at hun ikke har arbejdet målrettet mod en Grand Slam, mener den hollandske træner Sven Groeneveld, som har støttet og vejledt Caroline under årets fire Grand Slam-turneringer.
"Jeg talte med Caroline og hendes far om det i Istanbul i løbet af WTA Masters. Jeg sagde til dem, at de er nødt til at indse, at Grand Slam-tennis ikke varer et helt år, men to uger og syv kampe," siger Sven Groeneveld til Politiken.
Han mener, at danskeren godt kan vinde et af de eftertragtede trofæer i år.
"Det handler ikke om Carolines manglende kvaliteter. Det vigtigste er mentaliteten og forberedelsen før og under en Grand Slam," siger Groeneveld og peger på, at Caroline er en af de spillere, der spiller flest turneringer i løbet af et år.
"Er det for eksempel virkelig nødvendigt at spille Madrid, Rom og Bruxelles i rap helt op til Roland Garros (French Open, red.) Og er det virkelig nødvendigt at spille en hard court-turnering (København, red.) før Wimbledon? Det vigtigste er at bevare fokus før og under en Grand Slam-turnering," siger Groeneveld til Politiken.
Kilde: Politiken