Livremmen skal spændes ind - og alt fokus skal placeres på den amerikanske økonomi.
Det erklærede Obama i nat - og State of the Union-talen kan meget vel være en ny start for Obamas regering.
Det vurderer den danske USA-ekspert og redaktør for Kristeligt Dagblad, Michael Ehrenreich.
"Han har været presset på ikke at have nok fokus på økonomien. Det vil han nu ændre," siger Michael Ehrenreich til Newspaq.
Obama erklærede, at al fokus nu skulle bruges på at skrue ned for det gigantiske underskud i det offentlige - og på at skaffe nye jobs.
Underskuddet skal bringes ned ved at fastfryse alle offentlige budgetter - bortset fra forsvarsområdet og sikkerhedspolitiken, der er undtaget for ordningen.
Samtidig lovede han massive skattelettelser til middelklassen og mindre virksomheder.
"Obama vil score points på, at han tydeligere end tidligere prioriterer økonomien og jobsskabelse. Det var en af de beskeder, der kom fra vælgerne ved valget i Massachusetts for nylig - og det er det, som han nu handler på," siger Michael Ehrenreich.
Han mener, at Obama bestod sin eksamen.
"Han klarede opgaven ganske udmærket. Han ændrer ikke politik, eller præsenterer store nye planer. Men han blander kortene på en ny måde for at genstarte sit præsidentskab," siger han.
Han mener samtidig, at man i dagens tale så en mere offensiv Obama, der samtidig appellerende mere til amerikanerne.
"Han var langt mere direkte, end vi har set tidligere. Men det mest overraskende var, at han ikke ændrer politik, men blot blander kortene på en ny måde. Det svage punkt var, at han ikke kom med nogen opskrift på, hvordan han vil genstarte hans store reformer, for eksempel sundhedsreformen," siger Michael Ehrenreich.