Det er formentlig ikke godt nok for de mange demonstranter i Egypten, at præsident Hosni Mubarak har meddelt, at han vil trække sig til efteråret. De vil af med ham med det samme.
Det vurderer Peter Seeberg, der er lektor og studieleder på Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet.
"Det er klart, at det fra demokratibevægelsens side ses som et fremskridt. Men jeg tror ganske givet, at man går efter at få ham væltet her og nu," vurderer han over for Newspaq.
Han kalder dog Mubaraks beslutning for et vigtigt delmål for demonstranterne.
Han peger desuden på, at den amerikanske præsident Obama formentlig har spillet en afgørende rolle for den overraskende beslutning.
"Vi ved i hvert fald, at de har været i telefonisk kontakt," siger Seeberg.
I en række andre arabiske lande bevæger demokratibevægelser på sig i disse dage, men det er for tidligt at sige, at der er en dominoeffekt af demokrati, som ruller over Mellemøsten, vurderer han.