Franske Mehdi Bouadla nåede ikke at få mange slag sat ind på The Viking Warrior, Mikkel Kessler, da de to mødte hinanden foran 12.000 tilskuere i Parken i går.
Kessler fik det comeback, han havde drømt om, og sejrede over Bouadla på teknisk knockout i sjette omgang.
Sejren er den første efter en skadespause på 14 måneder. Og kampen kan meget vel blive et vigtigt vendepunkt for den muskuløse dansker.
"Han virkede som om, han havde gjort et godt stykke arbejde i træningslokalet. Han er måske ikke tilbage til der, hvor han var før, men han er i god form. Han var overbevisende," vurderer tidligere professionelle bokser Hans Henrik Palm til Newspaq.
Men selvom sejren var overbevisende, så skal man, ifølge Hans Henrik Palm, huske på, at Bouadla var en passende - men ikke vildt imponerende - modstander.
"Efter så lang en pause, kan han ikke træde direkte op i toppen. Men han gjorde en god figur mod den modstand, han fik i går," siger Hans Henrik Palm.
Han mener alligevel, at Mikkel Kessler meget vel kunne have kurs mod igen at blive en del af verdenseliten.
"Hvis han kan bevare motivationen, så mener jeg, han kan mobilisere den gejst, der skal til for igen at kunne blande sig i toppen," siger han.