Mød fire typer af erhvervsledere, og bliv skarpere på, hvad deres ledelsesstil går ud på.
Så er du nemlig bedre i stand til at håndtere dem.
Sådan skriver Camilla Kring på sin blog på jp.dk om blandt andet ledelse og arbejdsliv.
De fire typer af ledere, Camilla kaster sig over her, er: Industrilederen, konkurrencelederen, den grænseløse leder, samt lighedstyrannen.
Industrilederen
Industrilederen er overbevist om, at kontrol er bedre en tillid.
Ligegyldigt hvad skal du sidde på din pind, for hvis han ikke kan se dig, arbejder du ikke.
En industrileder kan lige så godt lede et advokatfirma som en fabrik. Fleksibilitet, som for eksempel hjemmearbejdsdage, er noget, du gør dig fortjent til over lang tid.
Hvordan håndterer du en industrileder? Gør dig synlig. Hvis du elsker lange dage på kontoret, vil du trives med en industrileder.
Konkurrencelederen
Konkurrencelederen er et gennemført konkurrencemenneske. Både på arbejdet og i privatlivet. Han elsker lange arbejdsdage, og arbejdet må godt gøre lidt ondt. For kan du mon klare lige så meget arbejde som lederen, lyder udfordringen?
Udholdenhed giver derfor respekt hos konkurrencelederen, og folk der ikke kan klare presset, ja, de passede bare ikke ind. Også selv om de går ned med stress.
Hvordan håndterer du en konkurrenceleder? Du må 'spille deres spil'. Synliggør dit indre konkurrencemenneske, og husk ros til konkurrencelederen.
Den grænseløse leder
Den grænseløse leder læsser arbejdsopgaver på sine ansatte. Nogle gange til de segner. Han har ofte en hjemmegående kone, og har ingen respekt for, at medarbejdere skal hjem og passe børn.
Telefonen kan ringe på alle tider af døgnet, og det forventes at du står på spring - selv midt i feriedagene. Et 'nej' accepteres ikke. Denne type leder slider dig op.
Hvordan håndterer du en grænseløs leder? Det er nærmest umuligt at håndtere en grænseløs leder. Så find et andet job. Du udsætter bare dig selv for at gå ned med stress.
Lighedstyrannen
Alle møder klokken otte og går hjem klokken fire. Så det gælder også dig. Lighedstyrannen gør ingen undtagelser hvad angår fleksibilitet.
Problemet med moderne medarbejdere er blot, at de kan have vidt forskellige indretninger i familie og bagland, og derfor brug for fleksibilitet i arbejdslivet. Altså individuel ledelse.
Hvordan håndterer du en lighedstyran? Du må indordne dig. Her er du i det mindste sikker på, at du ikke bliver behandlet dårligere end dine kolleger.
Læs historien på jp.dk
Om Camilla Kring: Er uddannet civilingeniør og Ph.d. i balance mellem arbejdsliv og privatliv.
Hun ejer konsulentvirksomheden Super Navigators ApS, der er specialiseret i at skabe fleksible arbejdskulturer, der tiltrækker og fastholder talenter.