Torsdag aften måtte regeringen opjustere sine egne skøn for antallet af danskere, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet.
Det er på mange måder en tabersag for regeringen, som kan komme til at klæbe til den i lang tid, vurderer politisk kommentator Sigge Winther Nielsen.
- Bjarne Corydon (S) (finansminister red.) var ude at sige, at de her akutpakker nok skulle hjælpe folk på fode igen. Det er mildt sagt ikke sket, og det kan blive en stor møllesten, som regeringen må slæbe om halsen i hele 2013, siger han.
Regeringen har tidligere holdt fast i, at et sted mellem 7000-12.000 risikerede at ryge ud af dagpengesystemet i første halvår 2013. Men nu lyder vurderingen på 17.000-23.000 personer.
Siden har fagbevægelserne været ude og kræve yderligere tiltag. Og regeringen kommer for alvor i modvind, når den også skal kæmpe kampe, hvor den normalt henter sine stemmer.
- Regeringen kommer i højere grad til at have en boksekamp med fagbevægelsen og de ledige. Man kan sige, den kommer til at kæmpe en tofrontskrig med fjender alle vejene, siger Sigge Winther Nielsen.
Det er ikke første gang, regeringen har måttet justere på egne skøn de seneste måneder.
I december var det indenrigs- og økonomiminister Margrethe Vestager (R), der måtte fortælle befolkningen, at regeringen havde været for optimistisk med sine hidtidige skøn over den økonomiske vækst.
- Det er sjældent, at de her prognoser rammer lige på. Men det er da bemærkelsesværdigt, at regeringen måske fremstår lidt som jubeloptimister, siger Sigge Winther Nielsen.
Regeringen vil nu afsætte flere penge til seniorjobordningen og uddannelsesordningen for at hjælpe de tusindvis af danskere, der forventes at opbruge deres dagpenge.
Men det er bare endnu en lappeløsning, lyder det fra Sigge Winther Nielsen.
- Regeringen må enten sætte alle sejl ind eller også melde klart ud, at det her er, hvad der kan gøres. For i øjeblikket er det en underlig mellemposition, man er i, hvor man ikke rigtig får sat et punktum, siger han.
/ritzau/