Den tyske storklub med stolte traditioner for rød-hvide stamspillere, Schalke 04 er drømmemodstanderen for FC København, hvis holdet som det første danske nogensinde i aften kvalificerer sig til knock out-fasen i Champions League.
Det vurderer kommentator på Canal 9 Niels Christian Frederiksen.
"Schalke 04 har ikke ligefrem vist noget i den hjemlige lige i denne sæson. De slog godt nok Bayern München i lørdags, men de har haft en dårlig sæson i Bundesligaen. Så de ville godt nok være en drømmemodstander for FCK," siger han til Newspaq.
FCK skal spille mod én af de otte gruppevindere i ottendedelsfinalerne, hvis andenpladsen i CL-gruppe D som ventet bliver sikret i aften med en sejr over det reservespækkede græske tophold Panathinaikos - eller hvis Barcelona slår Rubin Kazan på Camp Nou.
Misser kvalifikationen vil der være tale om en skuffelse af dimensioner, vurderer kommentatoren, der mener, at FCK's gruppe har været overraskende svag.
"Det vil være en lussing, som vil være svær at komme over. Ret beset får vi nok aldrig en større chance for at få et dansk hold videre i Champions League," siger Niels Christian Frederiksen, der dog er overbevist om, at Ståles trupper hiver kvalifikationen i hus.
Schalke 04 - der ligger fjerdesidst i Bundesligaen - har endnu ikke sikret sig førstepladsen i gruppe B. Men en sejr på udebane over detroniserede Benfica fra Portugal vil sikre tyskerne den fine placering - hvilke altså kan komme FCK til gode.
"Hvis FCK kommer op imod Schalke, så vurderer jeg, at de har rigtig gode chance for en plads i kvartfinalerne," slutter Frederiksen.
Går en kommende lodtrækning ikke FCK's vej, kan så stærke modstandere som Chelsea, Real Madrid eller Manchester United være næste stop for københavnerne.