Først skrev vi os ind i historiebøgerne med en rekordstor sejr over Australien, dernæst dyppede vi rumænerne i tjære og rullede dem i fjer med en ni-måls-sejr. I aften skulle Danmark gerne lave hattrick og sende serberne under bruseren med et nederlag.
Men selvom de danske håndboldherrer er favoritter i aftenens VM-brag mod Serbien, skal danskerne være fuldt ud koncentrerede. Ellers kan det give bagslag.
"Det er jo et hold, vi sagtens kan tabe til, hvis vi ikke har fokus og koncentrerer os hundrede procent. Men altså, det er en nation, vi skal slå," siger Ann Grethe Nørgaard, der er Newspaqs hånboldekspert og kvindelandsholdsspiller.
"Serbien var langt fra overbevisende mod Algeriet, som er klasser under Danmark. Så når serberne har problemer der, får de det også mod Danmark," siger hun til Newspaq.
I går var lyspunkterne ifølge Ann Grethe Nørgaard vores fløje. Det er noget, vi skal fortsætte med, men samtidig er der plads til forbedringer.
"Jeg håber vores målvogtere får lidt bedre fat, samtidig er der stadig plads til forbedringer i forsvaret, selvom jeg synes, at det så fornuftigt ud mod Rumænien i første halvleg. Derudover har vi brug for, at vores bagspillere får lavet nogle flere mål," siger hun og henviser til, at Mikkel Hansen ikke har fået den bedst tænkelige start på turneringen.
Kampen i aften bliver uden Thomas Mogensen, der har fået i en fibersprængning.