Dan Hammer var den helt forkerte mand til jobbet som direktør for Parken Sport & Entertainment. Det mener forfatter og redaktør for Aktieugebrevet Morten W. Langer.
"De kompetencer, der er brug for hos en administrerende direktør, altså omkring overordnede strategi, ledelse og finansiel tænkning, har Dan Hammer ikke," siger han til sporten.dk.
Ifølge ham er problemet, at Dan Hammer blev ansat til at være FCK-bossen Flemming Østergaards højre hånd under Don Ø-æraen, og ikke til at styre selskabet selv.
"Han (Flemming Østergaard, red.) havde brug for en personlig assistent, som kender virksomheden, til at udføre det, han ville have ham til. Det var den rolle, Dan Hammer udfyldte. Efter Flemming Østergaard havde Parken brug for en administrerende direktør, der kunne stå på egne ben, og det har de også nu, hvor de skal sælge nogle af deres aktiviteter fra," siger han.
Og den, der kommer til at afløse den nu fyrede direktør for Parken Sport & Entertainment, har noget af en opgave for sig.
"Situationen er jo stadig den, at Parken skylder halvanden milliarder kroner væk. Forretningsdelen skal simpelthen optimeres," siger Morten W. Langer til Ritzau.