Stein Bagger skal regne med at tilbringe seks til syv år i Hotel Gitterly.
Vurdereingen kommer fra Morten Samuelsson, der er professer ved Center for Kreditret og Kapitalmarkedsret på CBS. Ifølge ham er det nemlig usandsynligt, at dommer Søren Holm Seerup vil gøre brug af Straffelovens paragraf 88, der kan forøge strafferammen med halvtreds procent til maksimalt 12 års fængsel.
"Jeg tror ikke, at man vil sprænge strafferammen, forstået på den måde at man går ud over de otte år, der er den normale ramme for den type kriminalitet. Dommeren er nødt til at tage stilling til, om han overhovedet vil bruge paragraf 88, men jeg regner det ikke for særligt sandsynligt, at han gør det," siger han til Newspaq.
Mere sandsynligt er det nok, at Søren Holm Seerup vil skæve til lignende, tidligere sager - for eksempel sagen mod Kurt Thorsen - der har givet i omegnen af seks års fængsel, mener Morten Samuelsson.
"Jeg tror, at niveauet i Bagger-sagen skal ligge på seks-syv år, som vi har set i andre sammenlignelige sager, der har drejet sig om tilsvarende store beløb og tilsvarende mange forhold over en længere periode," lyder det fra professoren.
Til gengæld skal Stein Bagger ifølge Samuelsson ikke regne med at få ret meget rabat for den temmelig omfattende hjælp, som han har givet i forbindelse med efterforskningen af sagen.
"Det er ikke så ofte, at vi ser, at der lægges vægt på den slags i danske domstoles domsafsigelser. Jeg er ærligt talt i tvivl om, hvor meget indtryk det gør. Nu hvor jeg har læst anklageskriftet og set tiltaler og beviser, har jeg det sådan, at Bagger nok ikke havde andet valg, end at hjælpe med opklaringen," udtaler Morten Samuelsson over for Newspaq.