Tidligere medlem af Dansk Folkeparti Christian H. Hansen vender efter længere tids sygdom i dag tilbage til Folketinget - og en af hans første opgaver bliver at vende tomlen ned over for sit gamle parti.
Løsgængeren stemmer nemlig imod Dansk Folkepartis forslag om at indføre et forbud mod at bære burka og niqab i det offentlige rum.
"Jeg mener, det kan være i strid med grundloven, når man taler om at forbyde en bestemt slags påklædning. Hvis det handler om kvindeundertrykkelse, synes jeg hellere, vi skal bruge flere ressourcer på den rigtige form for integration. Så længe folk er i et demokratisk samfund og indordner sig under det på lige fod med os andre, skal vi ikke blande os i, hvilken beklædning, de har på," siger Christian H. Hansen til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den tidligere dyrevelfærdsordfører i Dansk Folkeparti ser ingen problemer i, at han i dag går stik imod sine gamle partifæller.
"Det har jeg ikke rigtig nogen følelse omkring. Jeg stemmer ud fra den overbevisning, jeg har. Og følger man sit hjerte, kan man kun have det godt," siger han.
Christian H. Hansen meldte sig ud af Dansk Folkeparti i januar måned med begrundelsen, at blandt andet burka-debatten overskygger væsentlige samfundsproblemer som den økonomiske krise, den stigende arbejdsløshed og en sundhedssektor, der ikke fungerer.