Hvis du er husejer og skal til at lægge budget for næste års skattebetalinger, skal du lægge lidt ekstra til side til ejendomsskatten.
I en ny analyse fra Danske Bank peger privatøkonom Las Olsen nemlig på, at ejendomsskatten i gennemsnit vil stige med 600 kroner næste år. Det skriver dr.dk.
Det skyldes, at folketinget har besluttet, at kommunerne kan kræve syv procent mere i grundskyld næste år.
Selvom 50-100 kroner mere i skat om måneden måske ikke lyder af meget, så er grundskyldens stigning ifølge Las Olsen med til at hobe det samlede skattebeløb op.
"Regeringens genopretningsplan betyder, at den årlige skat reelt stiger med 436 kroner for en almindelig lønmodtager, og med 4.486 kroner for en lønmodtager, der betaler topskat. Sammen med grundskylden og inflationen er det nok til at opveje de beskedne lønstigninger, der er udsigt til i 2011," skriver han i sin analyse.
Grundskylden hører ikke ind under regeringens skattestop, da det er en kommunal ejendomsskat, der derfor bestemmes af kommunerne. Dog må kommunerne højst hæve skatten med syv procent om året.
Fakta om grundskylden:
- Det er en skat på værdien af den grund, éns hus ligger på.
- Den betales direkte til kommunen, der derfor er med til at bestemme dens sats.
- Den stiger i takt med grundværdien, som styres af, hvad Skat skønner, éns grund ville være værd uden hus.
- Det er andet år i træk, at Folketinget beslutter, at kommunerne har lov til at hæve grundskylden med syv procent.