Vestre Landsret har i dag stadfæstet en dom fra byretten i Sønderborg, som fandt en 60-årig egyptisk mand skyldig i omfattende misbrug af tre af sine døtre.
Manden blev idømt ni års fængsel og udvisning af landet.
Vestre Landsret oplyser, at proceduren kører i dag og dommen over manden først ventes i morgen.
Manden havde, over en periode på mellem tre og syv år, voldtaget sine tre døtre, fra de var 8, 10 og 11 år. Det var den ældste datter, der anmeldte faderen. Hun er i dag 21 år.
Den 60-årige har intet mindre end 11 børn og to koner - en dansk og en tysk kvinde i Dybbøl ved Sønderborg.
Den egyptiske mand var i følge sine egne ord udsat for en sammensværgelse, og var gal over, at han ikke måtte være til stede i retssalen, da hans kone vidnede mod ham.
Konen sagde dengang, at hun ville være bange for at vidne, hvis manden var til stede i retten.
Retten i Sønderborg kendte i juni manden skyldig i voldtægt, incest og vold. Og ifølge anklageskriftet havde han også truet pigerne til at holde misbruget hemmeligt. Men manden ankede den gang dommen.
Faren har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1988, men bliver nu udvist af landet oven i sin straf.