Efter to ugers blodigt oprør i gaderne er det formentligt kun et spørgsmål om tid, før Egyptens aldrende enehersker, Hosni Mubarak, må lægge scepteret og forlade tronen.
Men mange i Vesten frygter, at hårdkogte islamister med våde drømme om kalifat og sharia-lov står på spring for at overtage magten i det folkerige land. Ligesom det skete i Iran med revolutionen i 1979.
Frygten er så stor i USA, at landets præsident, Barack Obama, føler sig kaldet til at lægge afstand til oppositionsgruppen Det Muslimske Broderskab, som i øjeblikket forhandler med det siddende styre.
"Det Muslimske Broderskab er en fraktion i Egypten. De har ikke støtten fra et flertal," sagde Obama i et interview med den omstridte tv-personlighed Bill O'Reilly før søndagens Super Bowl-finale.
"Der er mange sekulære mennesker i Egypten. Der er en masse i civilsamfundet, som ønsker at komme frem. Så det er vigtigt for os at sige, at vi ikke kun har de to muligheder mellem enten et muslimsk broderskab eller et undertrykt egyptisk folk," tilføjer han.
Obama understreger dog, at det Muslimske Broderskab, som har været forbudt i Egypten siden 1954, skal være en del af overgangen fra Mubaraks regime til en nyt styre, selvom de har "elementer af antiamerikansk ideologi."
Kilder: Los Angeles Times