Ritzau
Opdateret kl. 12:14
Egypten har tirsdag henrettet 15 militante, der er dømt for at have dræbt soldater på Sinai-halvøen.
Det oplyser unavngivne sikkerhedskilder til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Henrettelserne skete i to forskellige fængsler i den nordlige del af Egypten tirsdag morgen, tilføjer kilderne.
Sinai-provinsen har i de seneste år oplevet en lang række blodige angreb, der i mange tilfælde har været rettet mod egyptisk politi og sikkerhedsstyrker.
En lokal gruppe med tilknytning til Islamisk Stat menes at stå bag størstedelen af angrebene.
I sidste uge angreb gruppen en helikopter i en lufthavn i det nordlige Sinai. Det skete, mens Egyptens forsvarsminister og indenrigsminister var på besøg i regionen.
Ministrene slap uskadt fra angrebet. Men en pilot og en af forsvarsministerens medarbejdere blev dræbt.
De mange angreb i Sinai har kostet hundredvis af politifolk og soldater livet. Også blandt civile har der været store tab.
I sidste måned rettede militante et angreb mod en moské i Sinai, hvor sufimuslimer var samlet til bøn. Angrebet kostede 305 mennesker livet.
De militante grupper optrappede deres angreb, efter at landets islamistiske præsident, Mohamed Mursi, blev væltet af militæret i 2013.
Siden da har Egypten dømt hundredvis af mennesker til døden.
/ritzau/