Egyptiske myndigheder oplyser lørdag, at der er blevet opdaget en forhistorisk grav i byen Luxor. Graven er omkring 3.500 år gammel, og arkæologer mener, at den indeholder de jordiske rester af en royal fra det 18. dynasti.
Graven er fundet af egyptiske og britiske forskere på Nilens vestbred, hvor også Dronningernes Dal og Kongernes Dal ligger, siger Mostafa Waziri, der er leder af Egyptens råd for oldtiden.
- De første genstande, der indtil videre er blevet fundet inde i graven, indikerer, at den kan dateres til det 18. dynasti med faraoerne Akhenaton og Tutankhamun, siger Waziri i en udtalelse. Det 18. dynasti er en del af den periode i Egypten, der er kendt som Det Nye Kongerige. Perioden sluttede i 1292 før vor tidsregning og anses som nogle af de mest fremgangsrige år i det gamle Egypten.
Kritik af udgravninger
Piers Litherland fra University of Cambridge, der leder den britiske forskningsindsats i området, siger, at graven kan tilhøre en royal kone fra Thutmosids slægt.
Den egyptiske arkæolog Mohsen Kamel siger, at indersiden af graven er i "dårligt forfatning".
Dele af inskriptionerne inde i graven er "ødelagt af forhistoriske oversvømmelser, der har fyldt begravelseskammeret med sand og sediment af kalksten".
De senere år har Egypten afsløret flere store arkæologiske fund. Den mest bemærkelsesværdige er Saqqara necropolis, der ligger syd for Egyptens hovedstad, Kairo.
Kritikere siger, at de mange udgravninger i Egypten har haft medieopmærksom og ikke legitim akademisk forskning for øje.
Men opdagelserne er en vigtig del af Egyptens forsøg på at genrejse landets vigtige turismeindustri. Den vigtigste del af den indsats er den forsinkede indvielse af et stort museum, der skal ligge for foden af pyramiderne.
Egypten, der har 104 millioner indbyggere, er midt i en alvorlig økonomisk krise.
Turismeindustrien i landet står for ti procent af landets bruttonationalprodukt og omkring to millioner job ifølge officielle tal.
Branchen har dog været hårdt ramt de seneste år på grund af politisk uro og coronapandemien.
/ritzau/AFP
/ritzau/AFP