Hvert år går den danske statskasse glip af ikke mindre end ti milliarder kroner i skatteindtægter fra den olie, som bliver pumpet op i Nordsøen.
Det viser beregninger, som Enhedslisten og tænktetanken Concito er nået frem til.
Den høje sum skyldes stigende oliepriser, og det er blandt andet derfor, Nordsøaftalen nu skal have sig et servicetjek før sommerferien. Det bebuder SF's skatteordfører Jonas Dahl.
"Det er klart, at når det nu kommer frem, at den danske statskasse går glip af ti milliarder årligt, så synes jeg, det er et rimeligt grundlag for at spørge 'er det her ikke skatteydernes penge, og burde pengene ikke rettelig tilfalde statskassen frem for et privat firma?'," siger Jonas Dahl (SF) til Newspaq.
Regeringen møder kritik fra Venstre på grund af beslutningen om at genåbne aftalen, som blev underskrevet med Dansk Folkeparti under den forrige regering i 2003.
Aftalen løber frem til 2042.
Venstre kræver i dag, at Mærsk skal kompenseres, hvis aftalen bliver ændret.