Oure Efterskole har nu arrangeret psykologisk kriseberedskab til eleverne, hvis 16-årige kammerat fredag blev ramt af lynet på en golfbane ved den tyrkiske middelhavskyst.
"Der var 8 elever, der overværede ulykken, og disse, samt den resterende elevgruppe er naturligvis meget påvirket af situationen, og derfor er skolens medrejsende lærere meget opmærksomme på reaktioner fra eleverne og tilstede til at tage hånd om dem," skriver Oure Sport & Performance i en pressemeddelelse.
Den 16-årige er indlagt på et hospital i nærheden af Antalya. Hans tilstand beskrives som stabil efter at have været kritisk.
Skolen har sendt bud efter krisehjælp til en håndfuld af de omkring 60 elever på golflinjen.
"Skolen har desuden i går aftes, gennem Europæiske rejseforsikring, arrangeret psykologisk kriseberedskab til elevgruppen. Denne hjælp vil være hos eleverne hurtigst muligt," skriver skolen.
Situationen beskrives som "meget alvorlig" og elever på andre rejser er også blevet informeret om deres kammerats ulykke.
"Efterskoleeleverne på de andre rejser er blevet informeret gennem de lærere der er med på de respektive rejser. Eleverne på skolen er bliver orienteret via weekendvagterne."