Kuglerne flyver gennem luften i det nord-østlige Mexico. En tilfældig buspassager og fem bilister mistede livet, da de kom i vejen for rivaliserende banders krig om retten til at forsyne USA med stoffer.
De seneste kampe skete i byen Padilla, hvor der også blev fundet andre lig gennemhullet af kugler.
Ikke langt derfra gik det ud over en højtstående efterretningschef. Homero Salcido blev standset af fem mænd, der dræbte ham med fem skud og brændte bilen bagefter.
Det er langt fra første gang, at kampen om narkoruterne til nabolandet trækker blodige spor. I juni blev en kandidat til guvernørposten dræbt under valgkampen. Og i august blev ligene af 72 indvandrere fundet. De skulle angiveligt have nægtet at betale dummebøder til banderne.
Siden 2006 har politiet sat ekstra hårdt ind mod narkohandlerne, siden da er 34.600 mennesker døde i narkoopgør, ifølge de officielle tal fra Mexico.