En 38-årig mand, der har været efterlyst af politiet efter et knivstikkeri i Odder, er onsdag blevet fremstillet i et grundlovsforhør.
Det oplyser Østjyllands Politi på det sociale medie X, der før hed Twitter.
Knivstikkeriet fandt sted natten til 5. august, hvor en 32-årig mand blev stukket med kniv.
Den 38-årige blev anholdt tirsdag formiddag på en adresse i Midtjylland.
Østjyllands Politi skriver efter grundlovsforhøret på X, at manden er blevet varetægtsfængslet i fire uger.
Han nægter sig skyldig, men kærede ikke kendelsen om fængsling.
Politiet oplyser til Ritzau, at manden er sigtet for forsøg på drab ved at have stukket en mand med kniv. Politiet mener, at det er sket i forening med andre.
Den 38-årige har været efterlyst siden 10. august, hvor Østjyllands Politi udsendte en efterlysning af manden.
Politiet oplyste dengang, at det ønskede at komme i kontakt med manden, fordi han har en relation til sagen.
Flere var tilsyneladende involveret, da knivstikkeriet fandt sted.
Af sigtelsen fremgår det, at knivstikkeriet var aftalt på forhånd. Politiet mener, at i alt seks personer var indblandet.
I forvejen er fire mænd blevet varetægtsfængslet i sagen. De er også sigtet for at have forsøgt at slå den 32-årige mand ihjel.
Imens er en 30-årig mand stadig efterlyst.
/ritzau/