På Sydsjælland går en frimærketyv rundt på fri fod.
To gange i sommer og senest den 22. november har en person med lange finger således været på spil i supermarkeder i byerne Vordingborg, Præstø og Bogø.
Det får nu Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til at tage nye skridt i sagen. I en pressemeddelelse beder de offentligheden om hjælp til at identificere manden på ovenstående billeder, som mistænkes for at have noget med porto-tyverierne at gøre.
Helt præcist slog frimærketyven første gang til den 21. juli om eftermiddagen i Kvickly i Vordingborg, og igen dagen derpå om formiddagen i Super Best i Præstø.
Person, som er glad for frimærker, men ikke for at betale, var igen på spil den 22. november ved middagstid i DagliBrugsen på Bogø. Her afledte en medgerningsmand opmærksomheden fra brugsuddeleren, mens gerningsmanden stjal en stor mappe med frimærker.
Det samlede beløb for de tre tyvetogter er ikke oplyst.
Frimærketyven beskrives som mand, der er cirka 30-35 år. Han er omkring 185-190 centimeter høj, har mørkt hår - som det fremgår af billedet går han med store, let firkantede briller og er glad for en gul hat.
Oplysninger til sagen gives til sagsbehandler Stefan Helborg på tlf. 41 32 87 18 eller på tlf. 114.