Folk på efterløn har et dårligere helbred end folk, der fortsætter i arbejde.
Det viser en opgørelse fra Statens Institut for Folkesundhed.
Her har man kigget på forskelle i helbred blandt 60-64-årige i eller uden arbejde.
Og konklusionen er klar:
"Der er en entydig forskel, der siger, at efterlønnere har et dårligere helbred end de erhvervsaktive," siger Henrik Brønnum-Hansen, forskningsleder ved Statens Institut for Folkesundhed, til Newspaq.
46 procent af efterlønsmodtagerne lever med langvarig sygdom eller lidelse, hvor de to hyppigste er muskel- og skeletsygdomme samt hjerte-karsygdomme.
Til sammenligning er det 37 procent af de erhvervsaktive, som lever med langvarig sygdom.
Blandt erhvervsaktive i 60-64-års alderen vurderer 88 procent, at deres helbred er godt. Blandt efterlønsmodtagerne vurderer 79 procent, at de har et godt helbred.
Ifølge Henrik Brønnum-Hansen er mange efterlønsmodtagere nedslidte.
"Dem, der primært vælger at gå på efterløn, er ufaglærte og kortuddannede på grund af reduceret helbred," siger han.
Henrik Brønnum-Hansen henviser bl.a. til, at danskere med en lang uddannelse ikke bruger efterlønsordningen i samme omfang som de ufaglærte.
"55 procent af de 60-64 årig med en lang videregående uddannelse er i beskæftigelse, mens det kun drejer sig om 13 procent af de kortuddannede. Det er en helt systematisk forskel," siger Henrik Brønnum-Hansen.
Om undersøgelsen
Helbredet er målt ud fra forskelige parametre ud fra egen vurdering, langvarig sygdom og læge- og medicinforbrug.
Opgørelsen er baseret på den nationalt repræsentative Sundheds- og sygelighedsundersøgelse fra 2005, som Statens Institut for Folkesundhed ved Syddansk Universitet står bag.
En lignende opgørelse er ikke lavet siden 2005, hvor det var på baggrund af tal fra 2000.