Det var ikke alle meningsmålinger forud for folketingsvalget, der ramte lige præcist.
Særligt Venstres flotte resultat kom bag på de fleste analysevirksomheder, viser en gennemgang, som valgforsker Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet har lavet.
Ved at beregne den samlede fejlprocent fra de sidste meningsmålinger inden valget, er han nået frem til, at Epinion og Gallup var de mest nøjagtige, mens YouGov og Norstat var de mest unøjagtige.
Og det får konsekvenser hos Jyllands-Posten, der har brugt Norstats målinger igennem valgkampen.
- Det er klart, at vi som et medie, der sætter troværdighed over alt andet, ikke kan se passivt til med dette resultat.
- Derfor kommer vi, foreløbigt og med øjeblikkelig virkning til at indstille brugen af meningsmålinger, der måler på Folketingets sammensætning - de såkaldte politiske indeks, siger chefredaktør Jacob Nybroe til sin egen avis.
Jyllands-Posten vil bruge tænkepausen til at tjekke kvaliteten af de målinger, man har fået, og til at diskutere, hvilken værdi de overhovedet har.
Epinion, der leverede målinger til DR, ramte sammenlagt 3,80 procent ved siden af valgresultatet og var dermed mest træfsikker af de seks, som var med i undersøgelsen.
I den anden ende finder man Norstat, der altså samarbejder med Jyllands-Posten, med en samlet afvigelse på 10,17 procent.
/ritzau/